Nighthawks, af Edward Hopper, 1942
Gaden er tom. Det er nat. Lyset fra spisestuen, Phillie's, vælter ud over fortovet. Bag glasset sidder et par i baren. Hun spiser en sandwich. Han ryger. De drikker kaffe. De har ikke travlt. En mand i hat hviler albuerne på disken. Tjeneren vender hovedet mod dem, men samtalen er ikke startet eller er slut. Larmen fra kopper, glas, tallerkener er den eneste lyd i rummet. Måske den lille brummen fra lysstofrørene.
'Nighthawks', som kunne oversættes til 'Nattugler', er det mest berømte værk af Edward Hopper. Han malede det i 1942. Det var baseret på en restaurant i Greenwich Village, New York, hvor han boede. ”Jeg forenklede sammensætningen og gjorde restauranten større. Ubevidst malede han sandsynligvis en storbys ensomhed" , nævnte han med henvisning til scenen.
Hopper benægtede altid det psykologiske indhold af sine malerier. Han sagde, at kunst er udtryk for kunstnerens indre liv, resultatet af hans vision af verden. Han var tro mod dette princip. Hans blik spejler sig et hjemsøgende og ensomt Amerika. Hans værker taler, som en tilfældig ramme fra en film noir, om, hvad der endnu ikke er sket. **Forslaget ligger i det, der ikke er vist. **
'Nighthawks' er udstillet på Art Institute of Chicago.
Fra en middelklassefamilie Edward studerede på Parsons School med mestre i amerikansk impressionisme, såsom William Merrit-Chase og Robert Henri. Hans første job var knyttet til reklame. Illustration og plakatdesign markerede det skarpe fokus på hans oliemalerier.
I 1920'erne rejste han til Europa. Han var ikke interesseret i kubisme og kom heller ikke i kontakt med avantgardekredse. Han besøgte museerne. Rembrandts 'Nattevagten' imponerede ham. "Det mest kraftfulde, jeg nogensinde har set," sagde han.
Fra post-impressionismen tog han bylandskaber, ansigternes anonymitet og mættede farver. I sit studie i New York oversatte han billederne af Paris' caféer og gader til amerikansk virkelighed. Han hævdede sig i realismen og imod det abstrakte, som han altid kritiserede hårdt.
Edward Hopper i Vanity Fair (1934)
I 'Noctámbulos' kunne man spore indflydelsen fra 'Absintdrikkeren' af Degas eller Picassos blå tidstypiske malerier. Baudelaire, byens digter, fremhæver det samme motiv i 'El spleen de Paris':
“I skumringen, lidt træt, ville du sætte dig ned foran en café på hjørnet af en ny boulevard […] Kaffen glødede. Selv gassen fremviste dér al iver af en premiere og oplyste med al sin styrke hvidhedens blændende vægge.
Hopper beskæftiger sig med det samme tema, men tager det til et sted, der fortæller os om et indre univers, der gjorde krav på kunst. Under hans blik er lyset ikke festligt, som hos Baudelaire. Ensomhed og stilhed er ikke et produkt af marginalisering. Der er ingen sleaze i ansigterne.
Karaktererne lukker sig om sig selv. Efter en dag på arbejde eller måske en date mødes de ophængt på et neutralt ikke-sted, der går igennem, afgrænset af det hvidlige, flade lys, der udgår fra væggen. De giver efter for træthed og falder i apati, i kedsomhed. De lader tiden gå, fordi deres hotelværelse eller deres lille lejlighed udviser dem. Hjemmet, det hjemlige, er fremmed for dem.
Edward Hopper med sin kone Josephine Hopper
Stillet over for scenen forbliver observatøren udelukket i mørket. Der er ingen adgangsdør. Glasset strækker sig ud som en skærm i en biograf. Det markerer en barriere, der kun kan ses og gættes, intuit.
Manden i hatten og pigen i rødt, der sidder i baren, er Edward og hans kone, Jo, som var hans model og agent. Hopper var indadvendt, rugende og tilbragte timer foran et tomt lærred, før han tog penslen op.
Han købte en Dodge og var på vej til New Mexico eller vestkysten. Han stoppede ved moteller angivet med neonskilte. Han tog noter af karakterer, der forsvandt ud i natten, bag døren til hans værelse. **Jeg så dem, som en voyeur gør. **
Indflydelsen fra 'Noctámbulos' har været omfattende i den grafiske kunst og i filmens historie. Ridley Scott tog hende som reference i 'Blade Runner'; Dario Argento byggede Blue Diner i hans billede i filmen 'Deep Red' og i Springfield af 'The Simpsons' kunne en Nighthawk Diner ikke mangle i sit billede.
Hoppers værk er en del af den globale fantasi, fordi det taler om noget, som alle indbyggere i en storby har oplevet. Hvem har ikke følt ensomhed efter en mislykket dag? Hvem har ikke søgt tilflugt på gaden, i en bar, under neonlysene?
'Nighthawks' er udstillet på Art Institute of Chicago.